Foto: Hannelore Dörner

Og det var altså FORLÆNGET TILMELDINGSFRIST TIL SØNDAG, 17.maj, kl.. 16.00! Kom med på to timers foto eventyr med Hannelore Dörner fra DR og TV2 ...

Kom til Hillerød, med Kreds 2, når Tv-fotograf Hannelore Dörner deler gavmildt ud af sin faglighed og anekdoter fra et eventyrligt arbejdsliv.

Hannelore Dörner arbejder som fotograf og VJ. Hun er kendt for sit arbejde som fotograf for Kløvedal/Beha-familien, som hun har sejlet verden tynd med, først på Kurs mod Fjerne Kyster og senere på Kurs mod Nord og Vores Jord. I løbet af de sidste ti år er det blevet til omkring 80 rejseprogrammer til TV2 og DR.

Alt det og meget mere kan du høre om, når Hannelore Dörner fortæller om sit eventyrlige arbejdsliv på De Syv Have, om arbejdsmetoder og teknik, krydret med overraskende anekdoter undervejs.

På Hannelore Dörners CV finder du også dokumentarer som Natasja for Altid/ TV2, Skøn, Skæv og 98/ DR1, Togtet/ DR1 m. Nikolaj Kirk og Lindes Langeland/ TV2. Senest har hun filmet Min Sidste Gave/ DR1 og Med Livet i Hænderne/ DR1.

Vi holder en pause undervejs, og får en sandwich og noget at drikke. 

Der er begrænsede pladser - så skynd dig at tilmelde dig. Vi har forlænget tilmeldingsfristen til søndag, den 17.maj, kl. 16.00. 

Tid og sted

Det sker på mandag, den 18. maj 2026 kl. 19:00 til 21:30 på Cafe Kik på Torvet 4C, 3400 Hillerød.

SKRIV STRAKS, og meld dig til på Kreds2iDJ@gmail.com - skriv dit navn, mobilnummer og medlemsnummer. Og om vi skal tage hensyn til allergier med mere. 

Tak og vel mødt!

OBS! Når du ankommer til Café Kik på Torvet i Hillerød, så gå ind i cafeen, ned af trappen. Spørg evt. personalet bagbaren. 

 

Foto: Martin Damgård, Hverdagsvinkler

Europæisk AI: Kritisk og konstruktiv brug af AI tjenester til fakta og research (Øvet niveau/Fortsættelse af kurset '#INTRO: Bliv tryg ved at bruge europæiske AI tjenester i dit arbejde

For alle os, der arbejder med viden som det vigtigste værktøj, er AI både en gave til at overskue mere, men samtidig en kilde til ødelæggende fejl. Og dertil kommer dilemmaer om etik, ophavsret og så videre ... 

Denne aften med Kreds 2 kigger vi endnu en gang på europæiske alternativer til ChatGPT og de andre amerikanere. Det bliver med fokus på franske Le Chat fra Mistral og schwiziske Lumo fra Proton, men vi ser også på danske chat.dk og det tyske billedgenereringsværktøjet FLUX.

Vi arbejder med at bruge dem til research, hvor du lærer at styre uden om den hallucination, spytslikkeri og dovenskab, som ellers kan være en stopklods for seriøs AI-anvendelse. Også datasikkerhed og fordomsfulde svar skal vi kunne håndtere, og alt dette kommer vi omkring, mens vi får en ærlig vurdering af de europæiske AI'ers styrker og svagheder.  Vi ser eksempler på, hvordan kommunikatører, journalister og visuelle bedst arbejder med de fire europæiske værktøjer. Vi får selv en fornemmelse af fordele og svagheder. Og så får vi den helt ærlige vurdering af, hvor gode værktøjerne er til at løse vores opgaver, hvilke fejl, vi skal være opmærksomme på, og hvad prisen er for at lade sig skille fra big tech.

Det får du med hjem:

  • Udvidet kendskab til franske Le Chat, schweiziske Lumo, danske chat.dk og det tyske billedredigeringsværktøj FLUX.
  • Redskaber til at håndtere vores nye virkelighed.
  • Mulighed for selv at vurdere eksempler på AI-skabte fejl og deepfake. 
  • Indblik i håndtering af datasikkerhed og fordomsfulde svar. 
  • En ærlig vurdering af de europæiske AI'ers styrker og svagheder.

BEMÆRK: Inden du kommer til kurset skal du venligst installere de fire værktøjer, som er nævnt ovenfor,  og oprette dig som bruger,  så vi ikke spilder kostbar tid på det på selve kurset. Find link til dem nedenfor.

Vi skal nå igennem meget på de ca. 2 timer, vi har til rådighed. Vi bruger med andre ord IKKE tid på teknisk support på selve kurset. 

Opret derfor venligst en gratis konto til: 

Underviser til at guide sig igennem det nye terræn er selvstændig AI-rådgiver Christian Made Hagelskjær. Han arbejder med tryg brug af AI til vidensarbejde, og har tidligere været Nordjyskes AI-redaktør.

Vi holder en pause undervejs, og får en sandwich og drikkevarer.  

Tid og sted

Det sker den 2. juni 2026 kl. 17:00 til 20:30 i BusinessHouse, Jernbanegade 23, 4000 Roskilde.

 BusinessHouse ligger 3-5 minutters gang fra Roskilde station. Der er gratis parkering inde i gården, for dem, der kommer i bil eller på cykel. 

TILMELD DIG KRITISK AI

Pilen ved Rødbyhavn

Foto: Sund og Bælt

Bliv klogere på Danmarkshistoriens største og dyreste byggeri - og tag gerne en ledsager med ...

Kreds 2 inviterer søndag den 14. juni til en fælles tur til Femern Bælt-byggeriet i det sydlige Lolland, der vil knytte Danmark og Tyskland sammen, når det står færdigt.

Vi får en guidet rundvisning, hvor vi kommer tæt på byggeriet af den 18 kilometer lange tunnel, og hvor der er også en stor udstilling om projektet.

Efter rundvisningen er der mulighed for at se udsigtspunktet Pilen, som er en af de mest besøgte attraktioner på Lolland og Falster. Den består af en lang rampe, som har en flot udsigt ud over byggepladsen, tunnelfabrikken og det omkringliggende område.

Men turen slutter ikke her. For vi tager videre til Café Vin & Brød i Maribo. Her får vi en sen frokost og besøg af redaktør på FemernBusiness, Jonas Højlund.

Det er Lolland-Falsters Folketidende, der står bag Femern Business, og Jonas Højlund har i løbet af de seneste år afsløret en dyb konflikt mellem bygherre og hovedentreprenør på Femern Bælt-bygeriet, som har betydning for både tidsplan og økonomi.

Jonas Højlund vil fortælle, hvordan han lidt tilfældigt kom på sporet af afsløringerne, og hvordan det er at dække Danmarkshistoriens største og dyreste infrastruktur-projekt.

Det hele er gratis, som medlem af Kreds 2, og du er velkommen til at tage en ledsager med på turen. 

OBS! Tilmelding af ledsager: Tilmeld dig selv to gange, via linket til DJs kalender, og send bagefter en mail til Kreds2iDJ@gmail.com, med navnet på din ledsager plus dit eget navn, medlemsnummer og mobilnummer. 

Tilmeldingsfrist er den 9. juni.

Meddel venligst evt. allergier og særlige kosthensyn, når du tilmelder dig. Tak.

Tidsplan og adresser:

12.45: Vi mødes ved Femern Exhibition Center, Havnegade 2, Rødby. Kom gerne før, hvis du vil have tid til at gå rundt i udstillingen.

13.00-13.45: Rundvisning

13.45-14.30: Besøg på udsigtspunkt Pilen

15.00-17.00: Sen frokost i Maribo på Café Vin & Brød, Torvet 1C, Maribo, med oplæg af Jonas Højlund, redaktør på FemernBusiness. 

Der er ingen fælles transport, men giv gerne besked, hvis du/I har mulighed for at tage en eller flere med i bil fra stationen i Nykøbing Falster og retur til stationen. Skriv også gerne, hvis du ønsker at køre med andre fra Nykøbing Falster. Så prøver vi at koordinere efter bedste evne.

SKRIV TIL: Kreds2iDJ@gmail.com

TILMELD DIG TUR TIL FEMERN BÆLT OG PILEN